torsdag den 5. december 2013

Vintersokker

November måned stod egentlig i babys tegn hvad angår bloggen her. Jeg har da også fået syet et par bukser og en enkelt savlesmæk, som jeg vil vende tilbage til i et andet indlæg. Jeg har flere babyting på tapetet, men jeg nåede bare ikke mere i november.

Lidt andet er det dog blevet til - blot ikke til baby. Jeg har endelig fået disse sokker færdige.



Første sok blev færdig først på foråret, men der har jo heller ikke været brug for dem før nu. Så det er vel egentlig meget god timing.

Mønsteret er Django af Cookie A.  og garnet er Marks & Kattens Fame.

onsdag den 20. november 2013

Sørme om ikke jeg vandt...



Det var nemlig det, jeg gjorde. Jeg er den ene af to heldige vindere af en garn give away, der blev afholdt hos Søhesten i samarbejde med Strik dig glad.

Jeg har længe gerne villet prøve at strikke noget af garnet, men da det har været svært at få fat på, har jeg ikke haft det i hænderne - før nu! Dejligt, at det nu kan købes i Danmark. Så skal jeg bare lige finde ud af, hvad det skal omdannes til, dette lækre, lækre garn...

onsdag den 13. november 2013

Babybukser - sy til din baby




Så kom jeg i gang med at sy til min baby :) Vi er allerede snart halvvejs i november, som ovre hos Laralil er "Sy til din baby" måned, og jeg har tilmeldt mig. Jeg håber og tror, der kommer flere baby-syprojekter inden måneden er omme. Det er i hvert fald dejligt med al den inspiration rundt omkring.

Bukserne her har jeg syet efter denne diy fra Anna. Dog har jeg tegnet mønsteret af fra en minikreamodel, som jeg har rettet til så bukserne har fået tilpas bredde. Bukserne skal passe en stor, bred baby ;)

Jeg har forsøgt mig med en blå pyntestikning, som passer til uglens farve.

Stoffet er i øvrigt købt lige her.

torsdag den 31. oktober 2013

Strikkede ballonbukser




Bukserne her blev færdige i sommer - lige inden Otto blev født, og nu er det ved at være tid til at tage dem i brug. Opskriften er fra Susie Haumanns bog All you knit is love, som jeg efterhånden har strikket en del fra, bl.a. vesten fra forrige indlæg.

Garnet er Tvinni fra Isager. Jeg er lidt forfalden til dette garn, fordi det er super lækkert, god kvalitet og gode farver. Meeen.... der findes jo andre fantastiske garnmærker.

Udover at strikke til min baby skal jeg igang med at sy lidt. Jeg har meldt mig til dette fine projekt: Sy til din baby, der sætter fokus på babytøj og accessories i hele november. Jeg glæder mig til at få gang i nogle syprojekter.

mandag den 21. oktober 2013

Frederiks vest



Denne vest og vesten fra forrige indlæg er ideel til den koldere tid, vi går i møde nu. Vesten her er fra Susie Haumanns hæfte All you knit is love. Hun har lavet en samling virkelig gode modeller, som jeg har strikket flere af til lille Otto, som faktisk er ret stor af sin alder, så jeg håber, at han passer den det meste af efteråret og - hvis vi er lidt heldige - også vinteren ;-)

lørdag den 19. oktober 2013

Viggos vest




Denne lille vest er blot en af mange rundt omkring i blogland. Den er fra Lene Holme Samsøes hæfte Babystrik på pinde 3. Modellerne er blevet virkeligt populære, og de er altså også fine. Hæftet er fyldt med modeller, der passer til pinde 3 mm, som er en virkelig fin str. til de helt små. Strikker man på større pinde, kan det efter min mening hurtigt blive for vamset til sådan en lille krop. Udover dette hæfte har jeg også erhvervet mig hendes senere udgivelse Børnestrik på pinde 3 1/2 - 4.

Vesten her er til min søn på 3 1/2 måned.

mandag den 14. oktober 2013

Velkommen til Uldfeber

Bloggen her er et resultat af lysten til at fortælle om og dele erfaringer med primært strik, men også med syprojekter og andet af det, jeg laver i mit kreative rum. Jeg har tidligere blogget på www.favoritefibers.blogspot.com, men har nu fået lyst til at skrive på dansk. Derfor har jeg valgt at starte en ny blog. Og når det kommer til garn og strik, er mit absolut foretrukne materialevalg uld - heraf navnet.

Velkommen til - jeg håber, du vil kigge med :-)